Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
14/11-00   -   Pressemeddelelse

Huset uden dør

Arkitektur Sektionen på www.rockwool.dk beskriver Det Jødiske Museum i Berlin - en klaustrofobisk og provokerende bygning tegnet af den begavede polske arkitekt Daniel Libeskind med udstillinger i foråret 2001

I 1989 vandt den polske arkitekt Daniel Libeskind en international arkitektkonkurrence om Det Jødiske Museum i Berlin. På Rockwool A/S' hjemmeside kan man se og læse om resultatet - et zigzagagtigt bygningsforløb, der angiveligt symboliserer en sønderbrudt, 'dekonstrueret' Davidsstjerne, der med sine mange retninger peger ud mod adresser på byens berømte tyskere og jøder gennem tiderne. I den splittede, desorienterede bygning med en aggressiv, kantet facon og en klaustrofobisk rumdannelse ligger det lige for at mindes nazismens ofre. Men så kostbart et irrationelt, dekonstruktivistisk byggeri kan virke provokerende og udgør dermed en sikkerhedsrisiko.

Klaustrofobi i oceaner af rum
- At være i Det Jødiske Museum er en stærk psykologisk oplevelse, der på trods af bygningens størrelse fremkalder klaustrofobiske følelser. Der er ingen hovedindgang i selve bygningen, for den er placeret i kælderen til det barokke Bymuseum ved siden af. Derudover er alle vinduer lavet som smalle, skrå båndlinjer, der ligner skalpelsnit i zinkfacaden som symbol på de jødiske sår. Sammen fremkalder dette en uhyggelig følelse af desperation. Man føler sig spærret inde - ligesom jøderne under krigen, fortæller arkitekt Flemming Skude, der er redaktør på Arkitektur Sektionen og forfatter af artiklen om museet 'Blindgyden i Berlin' på www.rockwool.dk

Museet udgør en sikkerhedsrisiko
- Bygningen står som et monument over jødernes lidelser i en tysk renselsesproces, der aldrig bliver færdig, og museet er desværre sørgeligt aktuelt nu med uroen i Israel. Men jeg mener, at den provokation, der ligger i så stort og kostbart et irrationelt byggeri, kan bevirke, at museet udgør en sikkerhedsrisiko. Det kan nemt blive genstand for nynazisters hærværk og attentater. Siden det blev færdigt i 1999, har der været skærpet bevogtning i området, oplyser Flemming Skude.

Vanvittig, imponerende dekonstruktion
Libeskind har en mangeårig tilknytning til avantgarden inden for arkitektonisk dekonstruktion, men han har i modsætning til dekonstruktivismens øvrige frontkæmpere formået at skabe et overbevisende og konsistent nyt arkitektursprog, hvor byggeteknisk rationalitet ikke nødvendigvis er en dyd.

- Byggestilen er dekonstruktivistisk, dvs. den anfægter byggeriets kendte orden. Museet ligner et lyn med en hidtil ukendt form, der bryder med alle konventioner. Det ser helt vanvittigt ud udefra. Alligevel er det lykkedes Libeskind at skabe noget holdbart, der også vil imponere om 100 år. Museet er absolut et af Europas mest originale frembringelser inden for bygningskunst og et besøg værd, slutter Flemming Skude.

Yderligere oplysninger kan fås hos informationschef Hans Thiesen, Rockwool A/S, på telefon 46 56 16 16.


Relevant information

http://www.rockwool.dk


Pressekontakt


Firma

Standard presserum
Vestbanevej 2, 5 sal
2500, Valby, Danmark

  26810695
  26810695


Modtag nyheder fra Standard presserum på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater